Mine vestjyske byggesten

… 95, 96, 97. Pause. 98, 99, 100. Pause. Den lyseblå garnrulle falder ned på gulvet med et bump. Tællearbejdet til mit hjemmestrikkede halstørklæde bliver afbrudt af min bedstemor, der serverer dagens sukkermad og ugens udgave af Ude & Hjemme for mig. Jeg er 10 år gammel og sidder i mine bedsteforældres TV-stue på det ugentlige visit. I den brune læder-lænestol ved siden af mig sidder min farfar med en sort kop kaffe og JydskeVestkysten. Han skubber de runde briller længere op på næseryggen og smiler kærligt til min bedstemor. Jeg tager den første bid af sukkermaden, mens jeg bytter strikketøj ud med ugeblad. De fire vægge med cremefarvet savsmuldstapet og gamle familiefotos omfavner os. Rummet bliver fyldt af en varm stilhed. På samme tid bladrer vi videre til næste side i hvert vores blad og avis - begge fordybet i dagens historier. 

13 år senere er dette stadig et nostalgisk øjeblik, som står lysende klart på min mentale harddisk. For det var her, at det gik op for mig, hvor bred journalistikkens palette er: Lige fra en casebåret historie om to kræftsyge veninder, der hjælper andre i samme situation til nyheden om endnu en nedlagt fiskekutter på Esbjerg Havn. Det var også her, at det slog klik for mig for første gang: Jeg er nysgerrig på mennesker. Og det er netop én af de ting, jeg brænder for ved journalistik. Jeg vil helt tæt på mennesker, høre de usagte historier og formidle dem videre ud til resten af verden i et præcist og levende sprog. Jeg vil være med til at skabe nuancer, så den journalistiske farvepalette ikke kun består af sort og hvid, men i højere grad af rød, gul og grøn. 

Fascinationen af mennesker har jeg taget med mig i mit journalistiske arbejde. Jeg gør meget ud af at være rummelig og nærværende i mit møde med andre mennesker, men sørger også for at have de kritiske briller på. Selve studiet og mit frivillige arbejde som redaktør for OPINION-sektionen på LIXEN har givet mig en vigtig journalistisk værktøjskasse, som jeg nu er klar til at tage med mig videre - sammen med min lyseblå rygsæk og halvslidte skuldertaske. For min kreative og strukturerede hjerne er ikke blevet fejet af banen af nyhedstrekanten, objektivitetsnormen og vinkelsætninger. Den er blot blevet udvidet, så jeg nu er endnu bedre rustet til at kombinere min kreativitet og nysgerrighed med teoretisk viden og praktisk gøren, som, alt efter vinkel, kan indebære en kritisk eller en konstruktiv tilgang. 

Mine første treogtyve leveår har været som at tage en tur i Tivolis gamle træ-rutchebane. Op. Ned. Ligeud. Ned. Op. Ligeud. Jeg har oplevet stor kærlighed, dybe samtaler med venner og veninder, smukke solnedgange, campingferier i øst og vest, glade grin helt ned i maven og altid været omgivet af en unik familie. Men det har også været år med stor hjertesorg, flere skilsmisser i min familie, knivstikkende mavesmeter og et pludseligt tab af min far som 18-årig. Kigger jeg tilbage på rutchebaneturen, har alle udsvingene været med til at modne mig og mine vestjyske byggesten. Det har lært mig at tage chancer og at vurdere hvem og hvad, der betyder noget. De næste treogtyve år bliver jeg nok stadigvæk udfordret på forskellige kanter i livet, og forhåbentligt også som journalist. 

Det er altid noget af et tællearbejde at slå masker op til et nyt krea-projekt. Og mit næste projekt er at blive journalistpraktikant. Jeg drømmer om en praktikplads, hvor jeg får lov til at vise mit mod og min nysgerrighed. Et sted med god trivsel, hvor der er plads til min kreative, kritiske og krøllede hjerne. Jeg er langt fra færdigbrygget, så jeg søger et sted, hvor jeg får lov til at udvikle mig og lære alt det, jeg endnu ikke har lært. Fortsæt endelig rulleturen her på siden, og lær mig lidt bedre at kende i nedenstående billedecollage.